Min kreative hjerne er sådan sammensat, at får den en opgave, så stopper den ikke før opgaven er løst tilfredsstillende. Det har sine fordele såsom nysgerrighed, konstant inspiration, oceaner af nye ideer, nye perspektiver og mange synsvinkler.
Bagsiden af medaljen er, når man står med et problem, hvor løsningen og tidshorisonten er uklar. Når man er afhængig af omstændigheder i en verden, man ikke har magt til at styre.
Disse omstændigheder bliver til en gotisk knude, hvis uløselighed hjernen hverken ser eller slipper væk fra. Hjernen kæmper en ulige kamp uden at vide det, og overbelastningen får hjernesvingningerne til at ryste, dirre, skramle så meget at maskinen eksploderer.
Drømme, informationer, ideer, ansvar, burde, kunne, skulle flyver rundt i luften som skruer, bolte og møtrikker.
Til sidst er kun bib-lyde og båndsalat tilbage.
Og det har et navn vi alle kender: Stress…
Når inspiration, handlekraft og vilje bliver til tinitus, hjertebanken og handlingslammelse, så er det tid at stoppe op.
Lige der midt i den uløselige knude og få hjælp til at finde vejen ud.
Den gotiske knude er stadig uløselig, men der findes nødudgange.
Jeg fik bedt om hjælp til at stoppe op. Hjælp til at få samlet sammen på bolte, skruer og popcorn inden jeg fortsætter min færd. Endnu kun med museskridt. Og denne gang ud af den sti, jeg tror på er den rette for mig.