Overgange og tiden in between…

Overgange: Når man har givet slip på det kendte og gået fra det man kunne og vidste. Sorgfuldt efterladt det bag sig og trådt ud af de trygge rammer for at træde direkte ind i lærings zonens usikre minefelt og blive der.

At stå midt i processen med at tilegne sig ny viden samtidig med bevægelsen væk fra det kendte. Bevare roen midt i sindets panik over afstanden der hele tiden øges til det der var. Afstand i både tid og rum.
Og sorgen over at tiden tager en længere og længere væk.

At skulle være nybegynder igen.
Være tilbage der, hvor teorien knap har bundfældet sig, hvor ens viden og erfaring endnu ikke stikker dybere end noterne fra sidste lektion.
Identiteten er i krise over det umulige i at flytte sig fra en pol til en anden uden at give slip. At lade umuligheden vinde og endelig opgive det fortvivlede forehavende at smøre sig selv ud over alt et for tyndt (grund)lag, som smør på for stort et stykke brød.
At vide det rigtige i beslutningen og alligevel forfalde til frustrationer over dette puppeagtige mellemstadie, hvor man ikke rigtig passer ind nogen steder og endnu ikke er flyveklar.
At stå med følelsen af, at sidde fast mellem “ikke længere” og “endnu ikke”.

Tvivl og eksistens.
Lige der i tiden midt mellem det faglige og det menneskelige hverdags rod – lige der tvivler man på sin identitet og sin eksistens.
Hvad er jeg, når jeg ikke er? Endnu…
Bliver jeg det nogensinde?

Hvad gør man?
Giver tvivlen lige netop så meget plads, at den ikke overtager.
Hjælper eksistensen med at finde sin plads mellem håbet og troen.
Bekæmper panikken, dæmper frustrationen, tysser på utålmodigheden og tager længslen kærligt ved hånden.
Sammen kigger vi håbefuldt ind i fremtiden og træder over tærsklen.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.