Når vejen er svært fremkommelig

Tænk positivt sige de
tænk konstruktivt siger de
og det gør jeg

Jeg arbejder med positivitet til jeg er ved at segne.

For failure is not an option!
Eller er det?
Vil det virkelig være så slemt?
Hvad ville der ske hvis jeg lagde mig fladt ned for kendsgerningerne et øjeblik?
Hvad nu hvis det rent faktisk gav mig en ny vinkel til at komme op igen, komme videre?

Når livets vej er svært fremkommelig kan man blive så fokuseret på at komme helskindet igennem, at man glemmer at se op, mister udsynet og ikke ser andre muligheder på sin vej.

Den fælde falder jeg ofte i.
Men disse muligheder skal jo netop ses og erkendes før de kan gribes.
Så jeg øver mig.

Både følelsesmæssigt og fysisk er jeg ude på en rejse, hvis omfang jeg på ingen måde kunne have forudset den dag i november, hvor jeg gav op første gang….

I de mørke øjeblikke tror jeg det aldrig bliver bedre.
I de lyse, tror jeg på, at der altid er lys for enden af tunnelen. At mørket bliver til noget fantastisk på den anden side. Af modgang blive man stærk. Uden mørke intet lys. Uden frustration ingen udvikling.

Nogen gange kommer man endda mere galt afsted i forsøget på at undgå og vige udenom livets forhindringer. Man glider, snubler og lander med et brag midt i det man forsøgte at undgå.
Nogen gange må man bare trække vejret dybt og mønstre modet til at løfte fødderne fra pedalerne og drøne direkte ud i – og igennem mudderet af problemer i håbet om at komme tørskoet ud på den anden side.
Somme tider lykkes det – somme tider ikke – sådan er livet.
Og sådan er smertens vej for mig når hovedet er klart.

Idag er en af de mørke dage. Idag har jeg lagt mig ned for presset og erkendt at kendsgerninger og forvirrede hvad-nu-hvis’er vejer tungt i mit bryst og får tankerne til at køre i ring.
Jeg ved efterhånden at jeg ikke kan hverken tænke mig fra eller handle mig ud af disse dage – tværtimod.
Det der hjælper er oftest også det sværeste – nemlig erkendelsen og accepten af, at det er sådan det er – og dernæst at sætte ord på og lade det mørke komme til udtryk.

Deri ligger lyset og vejen frem…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.