Et magisk øjeblik

“ Mor, kan du ikke vise mig, hvordan man skriver kærlighed skaber magi? Eller nej. Magi skaber kærlighed”?

Min datter kommer ind til mig i stuen med papir og blyant i hånden.
Med skolestart til sommer og den glidende overgang væk fra børnehavens kendte miljø lige om hjørnet, er hendes horisont blevet udvidet og spørgelysten steget. Hun leger nysgerrigt med tal, ord, bogstaver og meninger, og tilsætter det sit eget krydderimix af fantasi og kreativitet.
Så jeg nikker bekræftende – noterer mig det fine filosofiske ordspil.
Skriver ordene noget større end jeg plejer og med tydelige blokbogstaver, så det er let for hende at kopiere.

Magi skaber kærlighed
Kærlighed skaber magi

Hun sætter sig ved siden af mig ved bordet. Starter foretagenet entusiastisk og med stor koncentration. Store fine bogstaver ført af en 5 årigs ivrige hånd.
Hun skriver det bedste hun har lært, lige indtil storebror pointerer at hun har skrevet forkert.
Og det har hun vitterligt. Bogstaverne står ellers fint skrevet side om side,
men ordenes bogstaver er blevet blandet og giver ikke den ønskede mening.

Forvirret over bogstavernes blanding, skuffet over fejltagelsen og vred over storebrors indblanding forvandles hun til en furie med tårer og vrede råb.
Åndsvage bogstaver! Dumme mor! (for det er helt klart Mors skyld!)
Og Jeg vil aldrig mere skrive, for jeg lærer det alligevel aldrig!

Og på et øjeblik er magien forsvundet.
Væk er hyggen , væk er glæden, væk er magien.

Det fine øjeblik sønderrives af hendes skuffelse over at fejle. For når den indre kritiker allerede er veludviklet og en hård dommer, så kan kritik være ødelæggende – hvor berettiget eller konstruktiv den end måtte være. Når man er både følsom og fuld af temperament, kan følelsesstorme hurtigt rive en omkuld og efterlade indre kaos.

Heldigvis er en følsom 5 årigs humør som vinden den blæser – snart i øst, snart i vest..
Tårerne tørrer, frustrationen forvandler sig til smil og ny fortagsomhed .
Ti minutter senere sidder hun igen ved min side, nu med tegneblok og farveblyanter.

“Mor, nu vil jeg lave min egen tegning, for jeg ved jo, at du bedst kan lide, når jeg selv finder på”.

Se det er en ægte kærlighedserklæring! Og ny magi skabes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.