Det er fredag aften i den bedste sendetid.
Mand og børn skal til at se Disney og spise fredagsnolder.
Jeg derimod tager noget smertestillende, en varmepude, og går i seng med en værkende krop drænet for energi.
Og så sker det, der uværgerligt må ske når man har et barn med en følelsesmæssig radar som vores yngste. Hun blive utryg og græder, fordi jeg siger godnat før tid – men hun afledes heldigvis af aftenens planlagte søde fornøjelser.
I soveværelset gør varmepudens lune og pillernes virkning deres til, at jeg kan slappe tilstrækkeligt af og falde i søvn. Jeg vågner igen ved at yngsten kommer for at sige godnat.
Kort tid efter høres hulken og kalden fra hendes værelse.
Stadig ubevidst utryg på tærsklen til søvnen, gør hun sig nu de dybeste tanker og unødige bekymringer. Hun bekymrer sig om noget hun – måske, måske ikke – har sagt forkert til bedsteveninden.
Jeg fornemmer den underliggende frygt, og giver hende alt hvad jeg har af tryghed og nærvær.
Den indsigt hun finder ind til og selv formår at formulere inden søvnens indtog får tårerne frem i mine øjne. “Hvad nu hvis jeg gør noget forkert” og Jeg er så bange for, at du skal dø” …
Få minutter senere sover hun trygt ved siden af mig i den store seng. …
Jeg har det ikke godt, men jeg er på ingen måde ved at dø!
Pigen er lige fyldt fem, og det er skræmmende hvad og hvor meget hendes følelsesmæssige antenner opfanger.
Hvis hun er mit spejl – hvad fortæller det mig så?
Jeg både ved det og ved det ikke.
Men lige nu sover hun trygt tæt op ad mig efter at have sikret sig, at jeg vil skrive til venindens mor og sige undskyld…
Åååå. Vores kære følsomme børn. En evig balancegang mellem ærlighed og omsorgsfuld skærmen, af de alt for udspilede radarantenner. Og hvor MÅ vi prise os lykkelige for, at vi kan putte dem ind til os og sige: Nej, jeg skal ikke dø, blot samle kræfter. Jeg bliver snart frisk igen.
Alt det bedste
Rikke
Tak rikke. og Ja du har så evigt ret!