At turde.
Der er én ting jeg er ved at lære i den process det er at gå fra job til sygemeldt – og videre fra sygemeldt til jobsøgende, alt imens man prøver at genopfinde sig selv – det er at være modig.
Ikke nødvendigvis sådan heroisk heltmodig – mere sådan lidt hverdags modig.
En lille smule mod hver dag.
Som et ekstra skud vitamin for at forebygge tilbagefald og undgå almen stagnation.
Som et ekstra skud vitamin for at forebygge tilbagefald og undgå almen stagnation.
Når jeg bokser med at ændre adfærd og turde gå nye stier, teamer jeg op med Mod og Viljestyrke.
Disse to allierede hjælper mig, når jeg trodser fysiske begrænsninger. Når jeg står op for mig selv og mine værdier. De hepper på mig, når jeg krydser klinger med selvværdet og vil rive mig fri af den indre kritikerdjævels lange kløer.
Mod og Viljestyrke dasker mig jovialt på skulderen og uddeler high-fives sammen med Glæde, når jeg gør landevindinger ved at turde.
Der er mange ting jeg ikke tør, men jeg gør det alligevel – én lille ting ad gangen.
Igår fulgte jeg en pludselig indskydelse. Fik pustet til nogle interessemæssige gløder, blev optændt af begejstring og var modigt opsøgende. En lille portion mod, der højest sandsynligt kommer til at trække fine tråde ind i fremtiden.
Idag har jeg sendt egne ord ud på endnu et medie og dermed krydset en lille mental grænse.
Jeg mærker frygten, men hopper alligevel ud på dybt vand. Jeg drukner ikke. Tværtimod. Den positive energi breder sig langsomt som ringe i vandet. Når jeg tør turde.