Om sorte huller og eventyr i Hundredmeterskoven

Mit lyse sind til trods, har jeg også den indre mørke modpol.

Melankoli, tristhed, modløshed og følelsen af, at verden er for overvældende, overmander mig af og til – selv nu som voksen.

Hvis presset bliver for stort – uanset om det er indre pres eller udefrakommende, følt eller reelt – slår hjernen fra og går i sort. Følelsen beskrives bedst som, at bevæge sig på gyngende grund over sorte huller.

Barndommens tillidsfulde og til tider frygtløse “Hey se mig. Se hvad jeg kan. Uden hænder…” tabes et sted undervejs i udviklingen fra barn til voksen. For nogle mere end andre.
Fra barnsben har jeg tilhørt den forsigtige flok. De tænksomme. Dem der egentlig er tillidsfulde nok – og til tider mere modig end de fleste – men som har brug for at gå egne veje og i eget tempo for ikke at gå i sort.

Følsomheden og den indre melankoli kan måske forklare mit ømme forhold til Æslet fra Peter Plys. Som alle gode børneeventyr, har historierne om Peter Plys og hans venner i Hundredmeterskoven mange facetter, der forståes afhængigt af personlighed og udviklingstrin.  Jeg har altid holdt meget af Æslet. Hans dystre miner og melankolske stemmes “så kan det også være ligemeget”… vækker genklang i mit indre.

Men i virkeligheden indeholder jeg jo karaktertrækkene fra alle beboerne i Hundredmeterskoven.
Æslet, der stædigt holder ved sin modløshed
Lille, frygtsom og alligevel modig som Grisling
Rummelig og elskelig som Plys selv
Barnlig glæde og sprudlende kreativitet som hos Kængubarnet
Livsklog som Ugle
Praktisk og regelret som Ninka Ninus
Selv Tigerdyret popper op jævnligt som bobler af vild begejstring og uforfalsket glæde.

Med så mange personligheder i et sind er der vel ikke noget at sige til, at det roder på øverste etage af og til? Når Æsel, Plys og de andre beboere i skoven bliver relevante i min personlige udviklingshistorie er det, fordi de viser mig, at melankolien og de sorte huller ikke er alt. Det er kun én facet af den diamant som er mig. Og det er da værd at arbejde videre med.

Uden mørke, intet lys – og historien fortsætter ufortrødent på den anden side af det sorte hul..
Så jeg takker for eventyrerne og fantasien. Bukker af taknemmelighed. Føler mig allerede på mindre gyngende grund.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.