Måneskin og mørkevæsener

De kommer om natten.

De indre dæmoner.
Sniger sig afsted som sorte pantere i natten.
Sløret af søvnens umiddelbare tryghed, går de til angreb når jeg er mest sårbar.
Langer ud med deres lange kløer, lammer mig, og jeg står åben, forsvarsløs.
Endnu før jeg er rigtig vågen, ved jeg at de er der,
at det heller ikke denne gang vil lykkes mig at undslippe.
Skarpe tænder bider mig i hælene:
Hjertet krymper sig
og i maven banker pulsen som et ekstra hjerteslag.
Jeg gør mig klar til en kamp, der allerede er startet
og jeg må kæmpe som en gladiator.
Om lidt er jeg lysvågen.

Men. I nat begynder modstandsbevægelsen.
En bevægelse af modstand.
I nat samler jeg noget op og svinger det desperat foran mig.
Jeg skaber en ring omkring mig.
Her til og ikke længere.
Jeg råber til dem STOP. GÅ VÆK. I hjælper mig ikke.

I nat er det næsten morgen
og jeg trækker vejret dybt,
mens jeg jager den sidste dæmon ud af kroppen.
Daggry. Den tikkende puls i maven aftager
i takt med de dybe vejrtrækningers ro og dagen begynder langsom og lys.

I vågen tilstand spørger jeg mig selv,
om disse indre kampe er prisen for et åbent sind i dagens lyse timer.
Bagsiden af medaljen?
Er det lyse sind bare en maske jeg tager på om morgenen foran spejlet.
Eller er det omvendt,
at jeg honoreres med et åbent sind om dagen for mine natlige kampe?
Jeg har ikke noget endeligt svar,
men i nat vandt jeg over mørkevæsnerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.