“Det er en sund og dejlig pige”
Jordemoderen smiler og lægger det spæde liv på maven tæt på mit hjerte og bryst.
Hun er endnu kun nødtørftigt vasket for blod og alligevel er hun det skønneste lille mirakel som hun ligger der hos mig.
Lige der går tiden kortvarigt i stå for nybagte forældre og man bare er.
Jeg udveksler et lettet og forelsket blik med min mand, faderen, hvis bløde hjerte også glæder sig over det nye skud på stammen.
Men efter en tid – den tid man nu en gang får inden navlestrengen kappes og moderkagen fødes – bryder jordemoderen nænsomt boblen og siger, at det er tid til lige at få moderkagen ud også.
Som en hver anden fødende kvinde forbereder jeg mig på det sidste stykke arbejde og gør mit for at få moderkagen ud. Den giver sig dog ikke en tøddel, men jordemoderen beroliger mig med at den sommetider kan drille lidt og lige kan have brug for hjælp til at komme ud.
Jeg skal lokalbedøves, så der kan laves et lille operativt indgreb til at hjælpe moderkagen ud.
Uden frygt kysser jeg den lille guldklump, lægger hende trygt i favnen på min mand og siger frejdigt “vi ses senere”.
Her ophører historien med at være en almindelig fødselsberetning,
og bliver istedet til en historie om at have livet kært
Jeg vågner op på en observationsstue. Jeg føler mig noget omtåget, men er glad for at gense mand og datter.
Det er nat nu. Jeg får pigen, som endnu er uden navn over til mig i sengen og vi prøver at få noget søvn.
Natten bliver sløret og forvirret. Jeg føler mig dårlig og har meget ondt i underlivet, er det mon meningen?
Med morgenens komme bliver der et rend af sygeplejersker og læger. En scanning konstaterer, at hele moderkagen ikke er kommet ud. Jeg må endnu engang sige på gensyn til mand og datter, og køres på operationsstuen.
På operationsstuen bliver lokalbedøvelse og professionel ro til flere kitler og hektisk aktivitet,
mens jeg langsomt overmandes af følelsen af bevidstløshed. En overlæge står pludselig ved mit hoved og jeg hører ord som “sidder fast, for stort blodtab, fuld bedøvelse og i værste fald opvågnen uden livmoder” inden jeg forsvinder ind i bedøvelsens intethed.
Denne gang vågner jeg op på Intensiv, koblet til flere ledninger end jeg tælle i min optågede tilstand.
Jeg har mistet et døgns tid og over halvdelen af blodet i kroppen, men livmoderen har jeg stadig.
Det døgns tid jeg tilbringer her på stuen er som gemt bag et røgslør og det jeg bedst husker, er flovheden over at skulle passes som en baby, svag og opkoblet til ledninger og blodposer som jeg var, samt postyret bag afskærmningen til nabosengen, hvor en ældre dame åbenbart var værre tilredt end jeg. Jeg har haft korte besøg, men jeg husker det kun meget svagt.
Efter mere end to døgn ligger jeg endelig på barselsafsnittet med min datter i favnen.
Stadig med drop, ledninger og blodposer, men dog med nærvær, amning og bleskift som omdrejningspunkt.
Nu havde hun fået et navn den lille
Ida. En rigtig lille Ida-pige.
Af de to navne vi sammen havde snævret det ind til inden fødslen, valgte min mand – der i mit fravær var blevet ladt alene med ansvaret for hende, det navn der klingede bedst med hendes lille væsen.
Efter en uge med sygehusmad og en tabt kamp for at producere mælk nok til fuld amning, er jeg endelig stabil nok til at blive udskrevet. Vi tager forhåbningsfulde afsted med en sund baby i autostolen og pusletasken fuld af sutteflasker og modermælkserstatning.
Hjem
Endelig hjem til den førstefødte. Storebror på knap fire år – hvis fravær og savn er gengældt som følelsen af hul i mit hjerte. Endelig kan jeg have både ham og lillesøster i min favn i hjemmets trygge ro. Vi kysser og krammer, og den stolte storebror forærer lillesøster sit hidtil kæreste eje, en højt elsket og nusset sutteklud. Han lægger den kærligt og ganske forsigtigt i vuggen til hende med et beslutsomt udtryk i ansigtet “den er til Ida fra mig”.
Idyllen varer knap et halvt døgn
Så rammes jeg af høj feber og buldrende træthed pga. den fortsat lave blodmængde.
Igen puster døden mig i nakken, og jeg genindlægges med det med man tidligere kaldte barselsfeber.
Kraftige blødninger og en indre betændelsestilstand forårsaget af en genstridig rest af moderkagen er årsagen.
Ida og jeg får den tvivlsomme fornøjelse af endnu en uge på barselsafdelingen før vi endelig kan vende hjem og leve et almindeligt symbiotisk barsels-boble-liv.
Det er nu næsten seks år siden
Jeg har lige fulgt en sund og meget spændt, stor lille pige afsted til skole på denne særlige første skoledag.
Mens hun hopper afsted på fortorvet ved siden af mig med sommerfuglene flagrende både på indeni og udenpå på den nye kjole, mindes jeg hendes fødsel og glædes ved livet.
Tak for livet. Tak for dig og storebror.