En velfortjent Mojito

Idag har været en god dag!
En aktiv dag. Os to forældre imellem har vi præsteret en mindre marathon af aktiviteter på denne sommerlørdag.
Dagen starter tidligt her i huset – ganske uagtet at gårsdagens familieudflugt til Cirkus Summarum langt overskred den normale Disneyfredag-sengetid! Så kaffe må der til for at forældrene overhovedet kan fungere…
Vi har sørget for noget spiseligt til dagens store og små måltider, haft børnene i bad, handlet ind, tryllet i køkkenet og frembragt hjemmelavet rabarbersaft, hjemmebagte burgerboller, tomatboller og muffins, samt syltet rødløg. Haven er blevet tilgodeset med projekter, der bla. involverede en tur inkl trailer til lossepladsen – alt i mens vi har ansporet til leg hos børnene, sat grænser for og slukket følelsesmæssige ildebrande hos den 4 årige og opdraget på den 8 årige. Selvsamme sover nu begge trygt efter at være blevet puttet efter alle kunstens regler med godnathistorie, sang, kys og kram.

Intet under, at forældrekroppen falder om i sofaen og har grus i øjnene sådan cirka 3 minutter efter, at ungerne har givet slip på dagen! Men inden Ole Lukøje får sin vilje, skal vi altså nå et stille fælles øjeblik, et afslappet suk og nyde det, som den flotte pink rabarbersaft rent faktisk var tiltænkt – Rabarber Mojito!

SKÅL OG TAK FOR IDAG…

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.