Nogen gange sker der noget midt i livet, der gør at man må vende bøtten om, sige farvel til det kendte og gå nye veje. Jeg satte mig egentlig til tasterne med det formål at opdatere min profil på LinkedIn. Men en tvivl bliver ved med at rumstere i mit hoved – for hvordan er det lige mit digitale visitkort skal se ud nu? Hvordan skal jeg præsentere mig? Hvordan beskriver jeg bedst hvad jeg kan og hvad jeg gør uden en jobmærkat at sætte på? Hvordan præsenterer man sig bedst, når det gamle ikke længere rækker og det nye endnu ikke har manifesteret sig?Læs mere →

Værdig? Skrækken for at være den de andre ikke gider lege med. For afvisningen. For at være hende, der mænger sig, hvor hun ikke er ønsket. Hende, der bare ikke forstår en slet skjult hentydning. At sidde skrækken overhøring giver den kun mere magt. Derfor må den ses i øjnene. Ses for det, den i virkeligheden er: Tvivl. Tvivlen på ens eget værd. Jeg mærker frygten. Giver modstanden modstand og prøver at mænge mig alligevel. Øver mig i at se modstand som en positiv drivkraft, der skal motivere mig til at presse på trods angsten i mit indre. Prøver at sige til mig selv, atLæs mere →

På kirkegården hersker stilheden. Stilhed af den gode slags. Den der giver plads til roen, eftertænksomheden, sanserne. Solen skimtes mellem træerne og en engel i sneen. Kun den lette lyd af fuglesnak og en stille raslen af fine perleplader lavet af barnehænder og hængt på et træs grene til minde om en savnet. Jeg holder meget af roen på kirkegården. Mine fødder finder gerne deres vej der hen når hovedet trænger til luft. Jeg har ikke nogen kær afdød at besøge eller nogen særlig grund til at komme der – andet end måske lige netop derfor. Eftertanke. Jeg kan godt lide den Orden og SirlighedLæs mere →

“ Mor, kan du ikke vise mig, hvordan man skriver kærlighed skaber magi? Eller nej. Magi skaber kærlighed”? Min datter kommer ind til mig i stuen med papir og blyant i hånden. Med skolestart til sommer og den glidende overgang væk fra børnehavens kendte miljø lige om hjørnet, er hendes horisont blevet udvidet og spørgelysten steget. Hun leger nysgerrigt med tal, ord, bogstaver og meninger, og tilsætter det sit eget krydderimix af fantasi og kreativitet. Så jeg nikker bekræftende – noterer mig det fine filosofiske ordspil. Skriver ordene noget større end jeg plejer og med tydelige blokbogstaver, så det er let for hende at kopiere.Læs mere →

Tænk positivt sige de tænk konstruktivt siger de og det gør jeg Jeg arbejder med positivitet til jeg er ved at segne. For failure is not an option! Eller er det? Vil det virkelig være så slemt? Hvad ville der ske hvis jeg lagde mig fladt ned for kendsgerningerne et øjeblik? Hvad nu hvis det rent faktisk gav mig en ny vinkel til at komme op igen, komme videre? Når livets vej er svært fremkommelig kan man blive så fokuseret på at komme helskindet igennem, at man glemmer at se op, mister udsynet og ikke ser andre muligheder på sin vej. Den fælde falder jegLæs mere →

Halløj der. Ja lige præcis – dig. Kunne jeg friste med et lille tanke-eksperiment? Et lille eksperiment der hverken gør ondt eller tager lang tid. Når du nu alligevel sidder her ved skærmen. Du kan gøre det som en lille overspringshandling eller en velfortjent pause fra arbejdet. Det er et ganske ufarligt eksperiment, der måske kan sætte livet lidt i perspektiv, hvis du altså er en voksen i den arbejdsdygtige alder, og vel at mærke i arbejde. Lad os sige, at du her til aften går i seng vel vidende, at med den nye dags komme, vil du ikke længere kunne arbejde med det duLæs mere →

Det er fredag aften i den bedste sendetid. Mand og børn skal til at se Disney og spise fredagsnolder. Jeg derimod tager noget smertestillende, en varmepude, og går i seng med en værkende krop drænet for energi. Og så sker det, der uværgerligt må ske når man har et barn med en følelsesmæssig radar som vores yngste. Hun blive utryg og græder, fordi jeg siger godnat før tid – men hun afledes heldigvis af aftenens planlagte søde fornøjelser. I soveværelset gør varmepudens lune og pillernes virkning deres til, at jeg kan slappe tilstrækkeligt af og falde i søvn. Jeg vågner igen ved at yngsten kommerLæs mere →

At turde. Der er én ting jeg er ved at lære i den process det er at gå fra job til sygemeldt – og videre fra sygemeldt til jobsøgende, alt imens man prøver at genopfinde sig selv – det er at være modig. Ikke nødvendigvis sådan heroisk heltmodig – mere sådan lidt hverdags modig. En lille smule mod hver dag. Som et ekstra skud vitamin for at forebygge tilbagefald og undgå almen stagnation. Når jeg bokser med at ændre adfærd og turde gå nye stier, teamer jeg op med Mod og Viljestyrke. Disse to allierede hjælper mig, når jeg trodser fysiske begrænsninger. Når jeg stårLæs mere →

Mit lyse sind til trods, har jeg også den indre mørke modpol. Melankoli, tristhed, modløshed og følelsen af, at verden er for overvældende, overmander mig af og til – selv nu som voksen. Hvis presset bliver for stort – uanset om det er indre pres eller udefrakommende, følt eller reelt – slår hjernen fra og går i sort. Følelsen beskrives bedst som, at bevæge sig på gyngende grund over sorte huller. Barndommens tillidsfulde og til tider frygtløse “Hey se mig. Se hvad jeg kan. Uden hænder…” tabes et sted undervejs i udviklingen fra barn til voksen. For nogle mere end andre. Fra barnsben har jegLæs mere →

Smerte. Alle kender til smerte. Det er en del af livet, og vi møder det alle i større eller mindre grad livet igennem. Jeg har fået smerte som kronisk følgesvend. Det er bestemt ikke nogen ønskværdig rejsekammerat, men den er ikke sådan lige til at ryste af sig – tro mig, jeg har forsøgt! Smerten kan mildnes eller provokeres, og hvis dens eksistens ignoreres, stiller den sig istedet som en hindring for min færden eller sørger for at vejen frem ender blindt. Smertens vej er sjældent lys og let, tværtimod. På smertens vej føres jeg nedad – og alligevel hele tiden op af bakke. DetLæs mere →