“ Mor, kan du ikke vise mig, hvordan man skriver kærlighed skaber magi? Eller nej. Magi skaber kærlighed”? Min datter kommer ind til mig i stuen med papir og blyant i hånden. Med skolestart til sommer og den glidende overgang væk fra børnehavens kendte miljø lige om hjørnet, er hendes horisont blevet udvidet og spørgelysten steget. Hun leger nysgerrigt med tal, ord, bogstaver og meninger, og tilsætter det sit eget krydderimix af fantasi og kreativitet. Så jeg nikker bekræftende – noterer mig det fine filosofiske ordspil. Skriver ordene noget større end jeg plejer og med tydelige blokbogstaver, så det er let for hende at kopiere.Læs mere →

Tænk positivt sige de tænk konstruktivt siger de og det gør jeg Jeg arbejder med positivitet til jeg er ved at segne. For failure is not an option! Eller er det? Vil det virkelig være så slemt? Hvad ville der ske hvis jeg lagde mig fladt ned for kendsgerningerne et øjeblik? Hvad nu hvis det rent faktisk gav mig en ny vinkel til at komme op igen, komme videre? Når livets vej er svært fremkommelig kan man blive så fokuseret på at komme helskindet igennem, at man glemmer at se op, mister udsynet og ikke ser andre muligheder på sin vej. Den fælde falder jegLæs mere →

Halløj der. Ja lige præcis – dig. Kunne jeg friste med et lille tanke-eksperiment? Et lille eksperiment der hverken gør ondt eller tager lang tid. Når du nu alligevel sidder her ved skærmen. Du kan gøre det som en lille overspringshandling eller en velfortjent pause fra arbejdet. Det er et ganske ufarligt eksperiment, der måske kan sætte livet lidt i perspektiv, hvis du altså er en voksen i den arbejdsdygtige alder, og vel at mærke i arbejde. Lad os sige, at du her til aften går i seng vel vidende, at med den nye dags komme, vil du ikke længere kunne arbejde med det duLæs mere →

Det er fredag aften i den bedste sendetid. Mand og børn skal til at se Disney og spise fredagsnolder. Jeg derimod tager noget smertestillende, en varmepude, og går i seng med en værkende krop drænet for energi. Og så sker det, der uværgerligt må ske når man har et barn med en følelsesmæssig radar som vores yngste. Hun blive utryg og græder, fordi jeg siger godnat før tid – men hun afledes heldigvis af aftenens planlagte søde fornøjelser. I soveværelset gør varmepudens lune og pillernes virkning deres til, at jeg kan slappe tilstrækkeligt af og falde i søvn. Jeg vågner igen ved at yngsten kommerLæs mere →

At turde. Der er én ting jeg er ved at lære i den process det er at gå fra job til sygemeldt – og videre fra sygemeldt til jobsøgende, alt imens man prøver at genopfinde sig selv – det er at være modig. Ikke nødvendigvis sådan heroisk heltmodig – mere sådan lidt hverdags modig. En lille smule mod hver dag. Som et ekstra skud vitamin for at forebygge tilbagefald og undgå almen stagnation. Når jeg bokser med at ændre adfærd og turde gå nye stier, teamer jeg op med Mod og Viljestyrke. Disse to allierede hjælper mig, når jeg trodser fysiske begrænsninger. Når jeg stårLæs mere →

Mit lyse sind til trods, har jeg også den indre mørke modpol. Melankoli, tristhed, modløshed og følelsen af, at verden er for overvældende, overmander mig af og til – selv nu som voksen. Hvis presset bliver for stort – uanset om det er indre pres eller udefrakommende, følt eller reelt – slår hjernen fra og går i sort. Følelsen beskrives bedst som, at bevæge sig på gyngende grund over sorte huller. Barndommens tillidsfulde og til tider frygtløse “Hey se mig. Se hvad jeg kan. Uden hænder…” tabes et sted undervejs i udviklingen fra barn til voksen. For nogle mere end andre. Fra barnsben har jegLæs mere →

Smerte. Alle kender til smerte. Det er en del af livet, og vi møder det alle i større eller mindre grad livet igennem. Jeg har fået smerte som kronisk følgesvend. Det er bestemt ikke nogen ønskværdig rejsekammerat, men den er ikke sådan lige til at ryste af sig – tro mig, jeg har forsøgt! Smerten kan mildnes eller provokeres, og hvis dens eksistens ignoreres, stiller den sig istedet som en hindring for min færden eller sørger for at vejen frem ender blindt. Smertens vej er sjældent lys og let, tværtimod. På smertens vej føres jeg nedad – og alligevel hele tiden op af bakke. DetLæs mere →

Hvordan reagerer du,  når livet skifter retning? Går i panik, tager det roligt et skridt ad gangen eller hopper du direkte ud på det dybe vand? For mig afhænger det af situationen – hvorvidt jeg kan se en vej frem eller det er skridt i blinde. Som teenager rejste jeg med rygsæk rundt i New Zealand. Her samlede jeg på oplevelser af den slags, der stadig, her små tyve år senere, kan give mig den der følelse af eventyr og forundring. Fra den smukkeste natur til hitch-hiking og skæve hostels med køjesenge og unge mennesker fra hele verden. “The sky’s the limit”  Bungy Jump arrangørenLæs mere →

tggggggg

Store hjerter, store følelser – selv i små mennesker. “Det er ikke rart at være den mindste, for jeg gør altid alting forkert” hulker den 4-årige ulykkeligt efter at være stukket af fra en scene i familien, som egentlig drejede som om noget helt andet. Jeg kunne dømme hende som dramaqueen, skælde ud eller forklejne hendes følelser og insistere på at komme videre. Men mit hjerte bløder for hende, for jeg ved hun kæmper med følelser af den helt store slags, og jeg gør hvad jeg kan for at hjælpe hende. Lytter, trøster, vugger og fortæller hende igen og igen at hun er elsket præcisLæs mere →

Dagens sidste solstråler glider legende forbi koppens dampende indhold og danner rødligt skær på tekandens blanke overflade. Let røg og den knitrende lyd af røde tunger, der langsomt æder brændet i bålfadet. For lidt siden blev der ristet skumfiduser og spist kammerjunkere, nu er der bare teens varme, ildens knitren og svalernes piben i luften. Der er rødmende æbler på træet og trygge æblekinder i barnesengen efter en magisk dag, hvor livet blev levet let. Jeg puster på den varme te og lader øjnene drikke aftenens skønhed. Med taknemmelighed banker sindet på hjertets dør, og i maven bobler en stille glæde med farven rød.Læs mere →