Sanselig tilstedeværelse.

Formiddag og sofa session hvor sanserne forkæles med fodbad og musik i øregangene.
Der er varmt vand i baljen, te i en fin porcelænskop med hjerte i bunden.
Duften af lavendel blander sig med teens karamelsmag, og giver både ro og bløde fødder.

Jeg lader mig føre med af musikken, der fortæller arabiske eventyr.
Fortæller uden ord. Tager mig med, men lader mig danne mine egne billeder.
Billeder af hede sandbanker, slør, bankende længsel og det at udtrykke sig gennem dans.

Musikken forandres, og mine fødder er alligevel ikke begravet i ørkenens sand, men i fodbaddets varme vand.
Jeg ser i stedet over på katten, der slænger sig mageligt i lænestolens lune komfort.
Her er ingen bekymringer. Ingen længsel. Hun er her i dette nu.
Trygt sovende med en pels, der ganske stille følger vejrtrækningens rolige rytme ind og ud.

Det kræver meget af én at blive i det mentale nu.
Det at stoppe op fysisk er nemt, men at få standset sindet kræver bevidst energi og tålmodig fastholdelse.


Selv har jeg enormt svært ved at blive der i nuet.
Jeg vil gerne være der, men er for vant til at smutte med tankerne videre, væk fra nuet.

Desuden får jeg ofte utilsigtet lavet benspænd for mig selv med flere sanseindtryk end egentligt nødvendigt.
For eksempel denne formiddags sanseluksus: Fodbad – lækkert. Te – dejligt. Duft – vidunderligt. Musik – åbnende.
Men var musikken i virkeligheden nok i sig selv? Eller fodbaddet?

Nød jeg fodbaddet fuldt ud, når jeg skrev samtidig?
Vandet kølnedes og fødderne blev bløde mens jeg skrev, men var jeg egentlig tilstede i nuet?

Måske skabte jeg i stedet en sanselig, rummelig stemning til skriveprocessen?
Åbnede op for skriverummet i mig?
Måske er det hvad sanseindtrykkene gør for mig – hjælper til med at åbne de kreative rum i mig.
Åbner døre, lufter ud og giver plads?
Min kreativitet flyder fra disse indre rum. Men hvis dørene er blokeret af uro og Burde, Kunne, Skulle, så kan den ikke komme ud. Lukket inde. Som et sommerhus lukket ned for vinteren.
Hvis der ikke af og til lukkes op og luftes ud, går kreativiteten til i dårlig luft og indeklima. Og det ønsker jeg på ingen måde.

Jeg skylder mig selv at nære min kreativitet på alle mulige måder.

Først og fremmest ved at åbne op, lufte ud og være lydhør.
Og for at være lydhør, må jeg være i ro indvendigt.
Bare være, tage verden ind og puste den ud.
Her og nu.
Med våde tæer og te, der i mellemtiden er blevet koldt i koppen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.