Godmorgen, stille morgen.

Morgenstunden vækker mig stille…

Byder mig god morgen og lader mig vågne uforstyrret i mit tempo. Giver mig tid til at få afsluttet natten. Følelsesporte åbnet af søvnen i de mørke timer lukkes, så den gryende dag kan få et godt og roligt afsæt.

Uret tikker, ørerne suser, kroppen værker – og alligevel er jeg rolig og taknemmelig, for natten har været gavmild.

Taknemmeligheden rækker ud over smerter og utilfredshed skabt af negative tanker.
Mine negative tankebaner opstår ofte af ubevidst træthed og overstimulation. De skaber indre postyr med mere negativitet og træthed, der bliver en ond cirkel, hvis jeg ikke forstår at lytte.

Når hovedet er tomt og hjertet træt, sover jeg.
Men hvis tankerne får fat i bare en flig af noget brugbart, kværner de rundt og forstyrrer den ro, der skal til for at falde i søvn. For Tanker fylder. Negative tanker fylder meget og optager plads, hvor der burde være rolig taknemmelighed.

Taknemmelighed derimod leder til tilfredshed og glæde. Den der indre glæde ved livet. Gløden, der sætter fut i livsgnisten og gavmildt drysser små lykkeglimt over både dage med solskin og gråvejr.

Livslykke er mange glimt af lykke sat sammen.

Den store Lykke er nok en illusion. En illusion vi især higer os fast i, når vi mister forfæste eller forvilder os for langt væk fra os selv. Jagten på illusionen kan gøre os blinde. Sløre indsigten i kraften der ligger i roen, taknemmeligheden og de mange små lykkeglimt.

Måske er vores livsformål af forbinde alle de små glimt af lykke, i stedet for at lede efter Den store Lykke?
Når vi fjerner os fra os selv og de negative tanker tager over, glemmer vi at se og mærke de små glimt af lykke. Får dem ikke samlet op på vejen gennem livet. Og samles de ikke op, kan de jo heller ikke forbindes.

Men hvad er så lykkeglimt?
For mig er det eksempelvis, når min datter aften efter aften insisterer på, at slutte dagen af med et ”vi ses i morgen”. Hun har tilsyneladende brug for denne bekræftelse af, at vi ses igen næste dag.
Min lykke ligger i hendes kærlighed.
Og i at kunne gengælde den ved at anerkende og imødekomme hendes behov med godnat historie, kys, kram og et ”vi ses i morgen”.

Lykkeglimt er også, når sønnike af sig selv finder kram og nus i min favn.
Hans kærtegn er flygtige som vinden, hans godnatkys er lette og nærmest i forbifarten, men et godt kram er han endnu ikke for stor til. Selvom han er den store, er han er stadig min lille dreng, og det får hjertet til at gnistre af taknemmelig lykke.

Taknemmelig er jeg også for mine tårer.

De tårer, der så nemt triller ud af øjenkrogen og ned ad mine kinder.
Ja, de viser sårbarheden, men de viser også evnen til at se indad. Til åbenhed og medfølelse. De viser, at jeg mere end de fleste lever mig ind i både min omverden, mine indtryk og tanker – og hvis jeg altså husker at mærke efter – min egne kropslige oplevelser.

Tårer er nemlig ikke altid tristhed, men også genkendelse, genklang indeni.
Tårerne udtrykker, at der rammes nogle bestemte strenge indeni.
Måske frustration, angst, fortvivlelse – men også håb, spejling, glæde, nærvær og evnen til at lade sig røre.

Og at turde lade sig røre åbner for mange små glimt af lykke.

Nu vågner huset, morgenens fortryllende ro ophæves, og jeg siger taknemmeligt¨God morgen” til dagen, til familien og til dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.