Er du her endnu, du lille stemme?
Ja, hvisker du.
Du, der før kaldte så legende,
er blevet til en hvisken,
der alt for let overdøves.
Overdøves af larmen fra tvivl og usikkerhed,
der råber på opmærksomhed,
leder tankerne på afveje
og stjæler værdifuld energi.
Men du lille stemme,
du taler ikke for at aflede.
Du taler når det er vigtigt,
inderligt og rigtigt.
Men du er blevet træt siger du,
af kampen mod stærkere kræfter,
træt af at afstøde modpoler,
der insisterer på at ramle sammen.
Selv ordene,
der før fløj så let
som triller i vinden
for fløjtespilleren.
Selv de kommer trægt
i langsomme søgende sætninger.
Men du er her stadig.
Hos mig. I mig.
Bare rolig,
jeg er aldrig væk siger du.
For en kort stund stum,
men stadig med noget at sige.
Nu hører jeg atter din stemme
klar og klingende som en lille klokke.
Du forstærkes når jeg lytter
og ikke lader mig lede på afveje.
Lad os tage et hvil siger du.
Bare rolig, hvil er godt
for dig og for mig,
og stilstand er ikke farligt.
Stilstand er at stå stille.
For at kunne stå stille,
må man stå stabilt.
Stå roligt, være stille og hvile.
Hvile i sig selv.
Så lad os hvile og være stille sammen.
Klinger min lille stemme
klar som krystal.