“Hvorfor skal du altid være så barnlig?”
Spørger præteenageren anklagende.
Teenageren vrænger ”Han er bare SÅ barnlig!” og topper op med rullende øjne og skrider fornærmet ud af rummet.
Som yngre ville bemærkninger som disse, hvis de blev kastet min vej, have fået mig til at krympe sammen af skam.
Idag ville måske nok mere vende mig om og sige “tak for komplimentet”.
For tænk at se på verden igen med barnesind…
Skal vi lege?
Før jeg selv fik børn havde jeg ikke nogen naturlig tilgang til børn – nærmest tværtimod.
Børn var i min optik nogle støjende og uforudsigelige størrelser.
Jeg tillagde heller ikke mine egne kreative instinkter og legende natur nogen særlig værdi.
Op gennem voksenlivet har jeg, som den rationelle og fornuftige person jeg egentlig bryster mig af at være, i mit stille sind ofte nedgjort det barnlige.
Nu funderer jeg over det istedet.
Hvad vil det egentlig sige at være barnlig?
Hvilken værdi tillægger vi selv og vores samfund det barnlige?
Hvorfor bliver jeg som voksen tiltrukket af det barnlige og klikker godt med børn?
Måske fordi jeg…
…naturligt og gerne sætter mig ned i børnehøjde
…genkender barnet i mig selv
…gerne vil holde døren åben til den barnlige side, hvor jeg også tror kreativitetens hjørnesten befinder sig sammen med sårbarheden og kærligheden.
Nu giver jeg mine børn æren for, at jeg idag gladeligt omfavner det barnlige i os.
Børnenes højlydte undren og nysgerrige tilgang til verden er inspiration direkte i mine årer, og med deres blotte eksistens minder de mig hver dag om livets gave. Jeg lader mig let begejstre og opfører mig gerne barnligt og fjollet. Og endelig – i tilfælde af at det skulle blive nødvendigt at forklare min opførsel – kan jeg jo altid undskylde mig med, at jeg bare leger med børnene….