En historiefortællers nye visitkort?

Nogen gange sker der noget midt i livet, der gør at man må vende bøtten om, sige farvel til det kendte og gå nye veje.

Jeg satte mig egentlig til tasterne med det formål at opdatere min profil på LinkedIn.
Men en tvivl bliver ved med at rumstere i mit hoved – for hvordan er det lige mit digitale visitkort skal se ud nu?

Hvordan skal jeg præsentere mig?
Hvordan beskriver jeg bedst hvad jeg kan og hvad jeg gør uden en jobmærkat at sætte på?
Hvordan præsenterer man sig bedst, når det gamle ikke længere rækker og det nye endnu ikke har manifesteret sig?

Helt konkret pusler jeg med ordet Storyteller/historiefortæller.
En benævnelse jeg støder mere og mere på i min søgen efter inspiration på de sociale medier.
Ordet fascinerer mig, og jeg kan lide tanken om selv at være det.
Men så er det tvivlen kommer krybende, for hvornår har man ret til at kalde sig Storyteller?

Uskolet som jeg er, er jeg i tvivl, om det er et mærkat eller et fagligt term man kun må sætte på sig selv, hvis man har en bestemt uddannelse -er det når man er forfatter, journalist eller tekstforfatter, eventuelt med et tvist af noget SoMe?

Eller kan det også være, når man er skrivende, søgende, spørgende, fortællende?
Når man “bare” har meget på hjerte og ikke befinder sig i kategorien, der skriver læserbreve?
Fra barnsben har jeg fantaseret, fabuleret, formet og fortalt, skabt og formidlet -og her i mit voksne liv kommer det mere og mere ud via ord. Ord og historier der presser sig på og nærmest fortæller sig selv.
Gør det mig til en storyteller?

Kan jeg af et ærligt hjerte sige, at jeg er historiefortæller, uden at virke som et får i ulveklæder?

Med Wikipedias ord beskrives Storytelling således:

  • Fortælling er en måde at videreformidle information på ved hjælp af virkemidler som ord, billeder , lyde og udsmykning.
  • Fortællingen gengiver vores verdensbillede og handler ofte om moral og værdi og er et udtryk for vores syn på rigtigt og forkert.
  • Storytellingens levende ord, ordspil, billeder, improvisation og lydeffekter.
  • En hensigt med en fortælling.
    Her ligger altid fortællerens ønske om at fortælle som grund for, at der overhovedet skal fortælles.
  • Ønsker at dele vores viden og verden med andre. 

Her blev jeg lidt klogere – og alligevel ikke..
Så med en uopdateret profil og tvivlen åndende i nakken, sender jeg spørgsmålet ud i verden – skal jeg smide forbeholdene over bord og skrive Storyteller på visitkortet?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.