Værdig?
Skrækken for at være den de andre ikke gider lege med.
For afvisningen.
For at være hende, der mænger sig, hvor hun ikke er ønsket. Hende, der bare ikke forstår en slet skjult hentydning.
At sidde skrækken overhøring giver den kun mere magt. Derfor må den ses i øjnene.
Ses for det, den i virkeligheden er: Tvivl. Tvivlen på ens eget værd.
Jeg mærker frygten. Giver modstanden modstand og prøver at mænge mig alligevel.
Øver mig i at se modstand som en positiv drivkraft, der skal motivere mig til at presse på trods angsten i mit indre.
Prøver at sige til mig selv, at usikkerheden og sårbarheden bor i os alle, og at modig er den, som tør trodse frygten. Mod er at turde række ud mod andre. At turde henvende sig og søge ligesindede, også – og måske især – blandt grupper der tilsyneladende allerede har fundet hinanden.
Ofte lykkes jeg.
Andre gange må jeg erkende, at modet alt for let overtales til at gemme sig af usikkerhedens konstante messen.
Usikkerhedens skarpe tunge får især plads, når det er svært at få nogen i tale. Den river gladeligt strimler af selvtilliden og troen på, at jeg er værd at mænge sig med og lader mig stå alene tilbage.
Værdig?
Modig?
Godtroende?
Sikker er jeg i hvert fald ikke.
Men jeg gør alligevel forsøget, for en indre stemme siger også “Vær modig, vær dig”.