På kirkegården hersker stilheden.
Stilhed af den gode slags.
Den der giver plads til roen, eftertænksomheden, sanserne.
Solen skimtes mellem træerne og en engel i sneen.
Kun den lette lyd af fuglesnak
og en stille raslen af fine perleplader lavet af barnehænder og hængt på et træs grene til minde om en savnet.
Jeg holder meget af roen på kirkegården.
Mine fødder finder gerne deres vej der hen når hovedet trænger til luft.
Jeg har ikke nogen kær afdød at besøge eller nogen særlig grund til at komme der – andet end måske lige netop derfor.
Eftertanke.
Jeg kan godt lide den Orden og Sirlighed med hvilken de fleste grave er passet.
Den kærlighed der er lagt i opsætningen og genstandene på gravstederne.
Fra de levende til minde om de døde og det liv der er levet. De efterladtes minder.
Her er så roligt at man tydeligt kan både se og høre sine egne knasende fodspor i den fine sne.
Mine fodaftryk blander sig med andre fodspor på stien.
Får tankerne hen på de aftryk vi efterlader i verden.
Vi efterlader alle spor på vores færd gennem livet.
Nogle svage og klare, nogle lidt slæbende eller med et glidende afsæt, andre mere faste og tydelige i afsættet.
“Hvilke spor mon jeg sætter?” tænker jeg, mens jeg efter en pludselig indskydelse snurrer rundt i sneen, og tager et barnligt hop på begge ben direkte ud på en sti med helt uberørt sne.