Smertens vej

Smerte.

Alle kender til smerte.
Det er en del af livet, og vi møder det alle i større eller mindre grad livet igennem.

Jeg har fået smerte som kronisk følgesvend. Det er bestemt ikke nogen ønskværdig rejsekammerat, men den er ikke sådan lige til at ryste af sig – tro mig, jeg har forsøgt! Smerten kan mildnes eller provokeres, og hvis dens eksistens ignoreres, stiller den sig istedet som en hindring for min færden eller sørger for at vejen frem ender blindt.

Smertens vej er sjældent lys og let, tværtimod. På smertens vej føres jeg nedad – og alligevel hele tiden op af bakke. Det er en mørk vej, som kan gøre mig kulsort indeni. En lumsk vej fuld af vildledende kringelkroge og forræderiske vækster, der får mig til at snuble og miste fodfæstet. Nogle gange giver den indtryk af at være jævn og ligetil, men oftest er det en glidebane direkte ned i sølet.

Som en glubsk ulv frarøver min følgesvend mig søvn, initiativ, handlekraft og mod.  Når den er i sit allermest nådesløse lune, fratager den mig tilmed min kreativitet og evne til at skabe.

Jeg kan vælge at gå ind i smerten, lade mig rive med, måske ligefrem forsvinde i den. Hvilket jeg tillader mig selv at gøre en gang i mellem.
Eller jeg kan forholde mig til smertens eksistens og arbejde mig ud over smerten. Jeg vælger som oftest det sidste.

Til tider er det en blodig kamp, der kræver sine ofre.
Hjerteblod, sved og tårer.
En slagmark, der giver både nederlag og sejre.
Slag kan tabes, men jeg nægter at opgive kampen.
Jeg nægter at lade smerten fravriste mig min kreativitet og livsglæde!
Jeg nægter siger jeg!
Rejser mig fra mudderet, tørrer tårerne og fatter pen og papir.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.