Hvordan reagerer du, når livet skifter retning?
Går i panik, tager det roligt et skridt ad gangen eller hopper du direkte ud på det dybe vand?
For mig afhænger det af situationen – hvorvidt jeg kan se en vej frem eller det er skridt i blinde.
Som teenager rejste jeg med rygsæk rundt i New Zealand. Her samlede jeg på oplevelser af den slags, der stadig, her små tyve år senere, kan give mig den der følelse af eventyr og forundring. Fra den smukkeste natur til hitch-hiking og skæve hostels med køjesenge og unge mennesker fra hele verden.
“The sky’s the limit”
Bungy Jump arrangøren AJ Hackett’s motto og en passende beskrivelse af et ungt menneskes følelse af storhed og uendelige muligheder.
Selvstændighed, frihed og adrenalin var en herlig blanding. Og som den typiske rygsækrejsende teenager i fårenes og kiwiernes land, skulle jeg selvfølgelig også lege med tyngdekraften ved at hoppe ud i elastik fra den smukke gamle bro Kawarau Gorge Suspension Bridge. 43 M frit fald ud over floden. Frivilligt! Forlæns, baglæns og tandem med kæresten – selvfølgelig med adrenalinen susende i kroppen, men uden skræk eller forbehold…
Samme dag, samme flod, færre meter. Skulle fordrive solens varme fra kroppen med et hop fra en skrænt ned i flodens kølende vand. Men her nægtede krop og hjerne at adlyde. Niks. Nej. Ikke tale om. Efter tredje forsøg hvor tæerne nærmest klamrede sig fast i klippekanten måtte jeg melde pas og gå den lange snoede vej ad stien ned til floden.
Hvorfor nu denne modstand?
Højt oppe fra broens kant havde jeg frit udsyn ud over vandet og jeg sprang gladeligt.
Ved kanten af klippen voksede små buske og diverse planter. De tog udsynet og skjulte, hvor jeg ville ramme vandet. Det ikke at kunne se, hvor jeg ville lande fik kroppen til at nægte.
Det frie udsyn og følelsen af at kende retningen gjorde forskellen.
Sådan er det også når livet byder mig at skifte retning: Hvis jeg kan se en vej hopper jeg gerne – hvis ikke, må det blive ét skridt ad gangen….