Fortællingen om Tanke og Frøken Stjernevise
Der var engang en lille fyr – Tanke hed han – og han var så umådelig heldig at være kæreste med den lille idéfe Frøken Stjernevise.
Tanke boede lunt og godt i Kroppens øverste etage med skøn udsigt gennem øjnene.
En dag kunne han slet ikke finde sin kæreste, pist væk var hun den lille frøken. Tanke blev ked af det og bange – for Stjernevise var hans et og alt, hans allerkæreste, hans næring og hans muse – hvad skulle han dog gøre uden sin lille fe?
Tanke besluttede sig for at drage ud Kroppen for at lede efter hende.
Han begav sig først afsted mod Hjertet – hvis nogen vidste noget om Stjernevises færden, måtte det helt klart være Hjerte, for de to var meget gode venner.
Men Hjerte kunne kun ryste bedrøvet – det var længe siden hun havde mærket noget til sin veninde. Hun gav sig til at banke nervøst, bare der dog ikke var hændt noget alvorligt.
Tanke forsøgte at berolige Hjerte, og lovede, at han nok skulle finde Stjernevise igen.
Så drog han videre ud I Kroppen I sin søgen efter sin allerkæreste.
I lang tid rejste han omkring, og han spurgte alt han mødte på sin vej, om de vidste noget om idéfeens færden – men ingen kunne hjælpe ham.
Tanke blev meget bekymret, svandt mere og mere ind af bekymring, snart ville han være det rene ingenting, men han fortsatte alligevel – for hvad ville en stakkels anke være uden sin idé?
Langt nede I maveregionen stødte han på en viden som gjorde, at han vendte om og skyndte hjemad med lynets hast, opad mod hovedet…
Efterhånden som han kom længere og længere opad mødte han artsfæller – andre tanker – og alle kunne de fortælle ham om det frygtelige: At hans lille idéfe blev holdt fanget langt inde I Hjernens kringelkroge af den grumme djævel Kritikeren.
Træt og ængstelig satte tanke afsted mod Hjernens labyrint. Hvordan skulle han nogensinde finde sin kæreste igen?
Langsomt opad, indad, rundt og rundt gik det – forvirrende var det også! Lige til at fare vild i, hvis ikke det lige var for fine røde tråd Tanke lod rulle ud efterhånden som han gik.
Det føltes som en evighed I de mørke kringlede kroge, før Tanke mere anede end så et blegt skær I mørket. Svagt glimtende, glitrende, kaldende, lokkende…
Tanke blev først bange, men dernæst glad, for det måtte jo betyde, at Stjernevis var der et sted I dette dystre mørke.
Tanke mandede sig op og gjorde sig så stor han kunne , selvom det nu ikke blev til så meget efter så lang tid uden Stjernevises kærlige pleje…
Endnu nogle famlende skridt I mørket og hans øjne mødte et trist syn: Hans allerkæreste fe I en ynkelig forfatning. Lillebitte og rystende stor hun fanget af Den Grummes bur af kritik.
Kritikertrolden havde rigtig pustet sig op – næret af Stjernevises lys, og I fuld gang med at fravriste hende hendes idéer. Stjernevises normaltvis tindrende sang var forstummet, og af hendes indre flamme sås nu kun en lille glød. Jo mindre hun blev, desto større syntes Trolden.
Tanke krympede sig af sorg. Men pludseligt råbte han Kritikeren an med en gåde:
“Hvorledes tændes ilden – hvad nærer idéen?”
Det gør stilhed og eftertænksomhed (= Tanken), men det vidste Kritikeren ikke noget om. Han kendte kun til ord som “præstation, skam, yde, straf og krav”. Overrasket og forvirret blev han tryllebundet af gåden, som han ikke kunne løse. Derfor kunne Stjernevis let som en sommerfugl slippe ud gennem kritikkens tremme og genvinde sit lys og sin sang i Tankes favn.
Tanke genvandt også sin fylde og vægt, og sammen fulgte de den røde tråd tilbage til trygheden bag øjnene.
Fanget og uden ledetråd til at finde ud, rumsterer Kritikertrolden stadig et sted inde i Hjernens labyrint, hvor han er blevet lidt blidere med tiden – han kan til tider ligefrem være til hjælp, men så sandelig også til besvær med sine påståelige og stædige krav…
Tanke? Han bor stadig lunt og godt I sit lille sted bag øjnene.
Og når han får besøg af Frøken Stjernevise – hvilket han ofte gør – så tindrer og stråler det I mine øjne! Og hvis du lytter rigtig godt efter kan du høre hendes sang og klingende latter….