Frk Stjernevise

Overgange: Når man har givet slip på det kendte og gået fra det man kunne og vidste. Sorgfuldt efterladt det bag sig og trådt ud af de trygge rammer for at træde direkte ind i lærings zonens usikre minefelt og blive der. At stå midt i processen med at tilegne sig ny viden samtidig med bevægelsen væk fra det kendte. Bevare roen midt i sindets panik over afstanden der hele tiden øges til det der var. Afstand i både tid og rum. Og sorgen over at tiden tager en længere og længere væk. At skulle være nybegynder igen. Være tilbage der, hvor teorien knap harLæs mere →

“Hvorfor skal du altid være så barnlig?” Spørger præteenageren anklagende. Teenageren vrænger ”Han er bare SÅ barnlig!” og topper op med rullende øjne og skrider fornærmet ud af rummet. Som yngre ville bemærkninger som disse, hvis de blev kastet min vej, have fået mig til at krympe sammen af skam. Idag ville måske nok mere vende mig om og sige “tak for komplimentet”. For tænk at se på verden igen med barnesind… Skal vi lege? Før jeg selv fik børn havde jeg ikke nogen naturlig tilgang til børn – nærmest tværtimod. Børn var i min optik nogle støjende og uforudsigelige størrelser. Jeg tillagde heller ikkeLæs mere →

Ordsnørklerier er tankestregernes fyldige tomhed. Flygtige og flyvske som sommerfugle er de, tankerne. Jeg griber tankerne i luften. Skaber dem om til ord. Ordene bliver til streger, stregerne til handling og sådan forvandles og genskabes jeg. Noget bobler under overfladen, stiger langsomt op og banker på indersiden af fantasiens dør. En stemme kalder, lokker mig til sig med lyden af sommerfuglevinger på magiske strenge. Følg fornemmelsen hvisker den. Hvert et skridt du tager, vil lede dig på nye eventyr, hvis du er modtagelig. Jeg vil tage dig med, hvis du giver mig lov. Drage dig ind i mit eventyr. Men vise mig gør jeg ikke,Læs mere →

De kommer om natten. De indre dæmoner. Sniger sig afsted som sorte pantere i natten. Sløret af søvnens umiddelbare tryghed, går de til angreb når jeg er mest sårbar. Langer ud med deres lange kløer, lammer mig, og jeg står åben, forsvarsløs. Endnu før jeg er rigtig vågen, ved jeg at de er der, at det heller ikke denne gang vil lykkes mig at undslippe. Skarpe tænder bider mig i hælene: Hjertet krymper sig og i maven banker pulsen som et ekstra hjerteslag. Jeg gør mig klar til en kamp, der allerede er startet og jeg må kæmpe som en gladiator. Om lidt er jegLæs mere →

“Det er en sund og dejlig pige” Jordemoderen smiler og lægger det spæde liv på maven tæt på mit hjerte og bryst. Hun er endnu kun nødtørftigt vasket for blod og alligevel er hun det skønneste lille mirakel som hun ligger der hos mig. Lige der går tiden kortvarigt i stå for nybagte forældre og man bare er. Jeg udveksler et lettet og forelsket blik med min mand, faderen, hvis bløde hjerte også glæder sig over det nye skud på stammen. Men efter en tid – den tid man nu en gang får inden navlestrengen kappes og moderkagen fødes – bryder jordemoderen nænsomt boblen ogLæs mere →

Alle mennesker har et “Breaking Point” – dér, hvor man knækker og ikke kan holde til mere. Mit var en novemberdag i 2016, da jeg ikke kunne få en tid hos lægen. “Er du ok?” spurgte min kollega og så bekymret på mig. “Nej, det er jeg ikke. Jeg kan ikke mere. Jeg tror ikke jeg kommer i næste uge” sagde jeg, tørrede øjnene og fortsatte arbejdet. Ugen efter smed jeg endelig håndklædet i ringen og sygemeldte mig, vel vidende at jeg reelt set vinkede farvel til mit job som blomsterdekoratør og den branche jeg havde boltret mig i gennem mere end 13 år. EtLæs mere →

 Unwritten – Natasha Bedingfield I am unwritten, can’t read my mind, I’m undefined I’m just beginning, the pen’s in my hand, ending unplanned Staring at the blank page before you Open up the dirty window Let the sun illuminate the words that you could not find Reaching for something in the distance So close you can almost taste it Release your inhibitions Feel the rain on your skin No one else can feel it for you Only you can let it in No one else, no one else Can speak the words on your lips Drench yourself in words unspoken Live your life with armsLæs mere →

Nogen gange sker der noget midt i livet, der gør at man må vende bøtten om, sige farvel til det kendte og gå nye veje. Jeg satte mig egentlig til tasterne med det formål at opdatere min profil på LinkedIn. Men en tvivl bliver ved med at rumstere i mit hoved – for hvordan er det lige mit digitale visitkort skal se ud nu? Hvordan skal jeg præsentere mig? Hvordan beskriver jeg bedst hvad jeg kan og hvad jeg gør uden en jobmærkat at sætte på? Hvordan præsenterer man sig bedst, når det gamle ikke længere rækker og det nye endnu ikke har manifesteret sig?Læs mere →

Værdig? Skrækken for at være den de andre ikke gider lege med. For afvisningen. For at være hende, der mænger sig, hvor hun ikke er ønsket. Hende, der bare ikke forstår en slet skjult hentydning. At sidde skrækken overhøring giver den kun mere magt. Derfor må den ses i øjnene. Ses for det, den i virkeligheden er: Tvivl. Tvivlen på ens eget værd. Jeg mærker frygten. Giver modstanden modstand og prøver at mænge mig alligevel. Øver mig i at se modstand som en positiv drivkraft, der skal motivere mig til at presse på trods angsten i mit indre. Prøver at sige til mig selv, atLæs mere →

På kirkegården hersker stilheden. Stilhed af den gode slags. Den der giver plads til roen, eftertænksomheden, sanserne. Solen skimtes mellem træerne og en engel i sneen. Kun den lette lyd af fuglesnak og en stille raslen af fine perleplader lavet af barnehænder og hængt på et træs grene til minde om en savnet. Jeg holder meget af roen på kirkegården. Mine fødder finder gerne deres vej der hen når hovedet trænger til luft. Jeg har ikke nogen kær afdød at besøge eller nogen særlig grund til at komme der – andet end måske lige netop derfor. Eftertanke. Jeg kan godt lide den Orden og SirlighedLæs mere →