Den:

Formiddag og sofa session hvor sanserne forkæles med fodbad og musik i øregangene.Der er varmt vand i baljen, te i en fin porcelænskop med hjerte i bunden.Duften af lavendel blander sig med teens karamelsmag, og giver både ro og bløde fødder. Jeg lader mig føre med af musikken, der fortæller arabiske eventyr. Fortæller uden ord. Tager mig med, men lader mig danne mine egne billeder.Billeder af hede sandbanker, slør, bankende længsel og det at udtrykke sig gennem dans. Musikken forandres, og mine fødder er alligevel ikke begravet i ørkenens sand, men i fodbaddets varme vand.Jeg ser i stedet over på katten, der slænger sig mageligtLæs mere →

Den:

Morgenstunden vækker mig stille… Byder mig god morgen og lader mig vågne uforstyrret i mit tempo. Giver mig tid til at få afsluttet natten. Følelsesporte åbnet af søvnen i de mørke timer lukkes, så den gryende dag kan få et godt og roligt afsæt. Uret tikker, ørerne suser, kroppen værker – og alligevel er jeg rolig og taknemmelig, for natten har været gavmild. Taknemmeligheden rækker ud over smerter og utilfredshed skabt af negative tanker.Mine negative tankebaner opstår ofte af ubevidst træthed og overstimulation. De skaber indre postyr med mere negativitet og træthed, der bliver en ond cirkel, hvis jeg ikke forstår at lytte. Når hovedetLæs mere →

Den:

Er du her endnu, du lille stemme? Ja, hvisker du.Du, der før kaldte så legende,er blevet til en hvisken,der alt for let overdøves. Overdøves af larmen fra tvivl og usikkerhed,der råber på opmærksomhed,leder tankerne på afvejeog stjæler værdifuld energi. Men du lille stemme,du taler ikke for at aflede.Du taler når det er vigtigt,inderligt og rigtigt. Men du er blevet træt siger du,af kampen mod stærkere kræfter,træt af at afstøde modpoler,der insisterer på at ramle sammen. Selv ordene,der før fløj så letsom triller i vindenfor fløjtespilleren. Selv de kommer trægti langsomme søgende sætninger.Men du er her stadig.Hos mig. I mig. Bare rolig,jeg er aldrig væk sigerLæs mere →

Den:

Tanketømning. 15 minutters skrivning for at tømme hovedet, rydde op i tankerodet og give roen mere plads. Gerne på daglig basis, men who am I kidding?Det får jeg jo ikke gjort… Til gengæld afgiver popcornhjernen nogle dage flere omgange popcorn, så jeg tænker det går lige op i den sidste ende – pointen er ”bare” at holde fast i skriveriet og kreativiteten, ved at give tankerne et spark ud af døren med jævne mellemrum. Idéen er tyvstjålet af en kreativ artsfælles idé om det hun kalder ”Det kreative kvarter”.Nu har jeg jo ikke ligefrem problemer med at vække min indre krea-løve – tværtimod har jegLæs mere →

Den:

Min kreative hjerne er sådan sammensat, at får den en opgave, så stopper den ikke før opgaven er løst tilfredsstillende. Det har sine fordele såsom nysgerrighed, konstant inspiration, oceaner af nye ideer, nye perspektiver og mange synsvinkler. Bagsiden af medaljen er, når man står med et problem, hvor løsningen og tidshorisonten er uklar. Når man er afhængig af omstændigheder i en verden, man ikke har magt til at styre. Disse omstændigheder bliver til en gotisk knude, hvis uløselighed hjernen hverken ser eller slipper væk fra. Hjernen kæmper en ulige kamp uden at vide det, og overbelastningen får hjernesvingningerne til at ryste, dirre, skramle så megetLæs mere →

Den:

Overgange: Når man har givet slip på det kendte og gået fra det man kunne og vidste. Sorgfuldt efterladt det bag sig og trådt ud af de trygge rammer for at træde direkte ind i lærings zonens usikre minefelt og blive der. At stå midt i processen med at tilegne sig ny viden samtidig med bevægelsen væk fra det kendte. Bevare roen midt i sindets panik over afstanden der hele tiden øges til det der var. Afstand i både tid og rum. Og sorgen over at tiden tager en længere og længere væk. At skulle være nybegynder igen. Være tilbage der, hvor teorien knap harLæs mere →

Den:

“Hvorfor skal du altid være så barnlig?” Spørger præteenageren anklagende. Teenageren vrænger ”Han er bare SÅ barnlig!” og topper op med rullende øjne og skrider fornærmet ud af rummet. Som yngre ville bemærkninger som disse, hvis de blev kastet min vej, have fået mig til at krympe sammen af skam. Idag ville måske nok mere vende mig om og sige “tak for komplimentet”. For tænk at se på verden igen med barnesind… Skal vi lege? Før jeg selv fik børn havde jeg ikke nogen naturlig tilgang til børn – nærmest tværtimod. Børn var i min optik nogle støjende og uforudsigelige størrelser. Jeg tillagde heller ikkeLæs mere →

Den:

Ordsnørklerier er tankestregernes fyldige tomhed. Flygtige og flyvske som sommerfugle er de, tankerne. Jeg griber tankerne i luften. Skaber dem om til ord. Ordene bliver til streger, stregerne til handling og sådan forvandles og genskabes jeg. Noget bobler under overfladen, stiger langsomt op og banker på indersiden af fantasiens dør. En stemme kalder, lokker mig til sig med lyden af sommerfuglevinger på magiske strenge. Følg fornemmelsen hvisker den. Hvert et skridt du tager, vil lede dig på nye eventyr, hvis du er modtagelig. Jeg vil tage dig med, hvis du giver mig lov. Drage dig ind i mit eventyr. Men vise mig gør jeg ikke,Læs mere →

Den:

De kommer om natten. De indre dæmoner. Sniger sig afsted som sorte pantere i natten. Sløret af søvnens umiddelbare tryghed, går de til angreb når jeg er mest sårbar. Langer ud med deres lange kløer, lammer mig, og jeg står åben, forsvarsløs. Endnu før jeg er rigtig vågen, ved jeg at de er der, at det heller ikke denne gang vil lykkes mig at undslippe. Skarpe tænder bider mig i hælene: Hjertet krymper sig og i maven banker pulsen som et ekstra hjerteslag. Jeg gør mig klar til en kamp, der allerede er startet og jeg må kæmpe som en gladiator. Om lidt er jegLæs mere →

Den:

“Det er en sund og dejlig pige” Jordemoderen smiler og lægger det spæde liv på maven tæt på mit hjerte og bryst. Hun er endnu kun nødtørftigt vasket for blod og alligevel er hun det skønneste lille mirakel som hun ligger der hos mig. Lige der går tiden kortvarigt i stå for nybagte forældre og man bare er. Jeg udveksler et lettet og forelsket blik med min mand, faderen, hvis bløde hjerte også glæder sig over det nye skud på stammen. Men efter en tid – den tid man nu en gang får inden navlestrengen kappes og moderkagen fødes – bryder jordemoderen nænsomt boblen ogLæs mere →